Så kom det. Da jeg nåede lufthavnen i San José og havde været igennem check-in fandt jeg lidt trådløst internet for at checke om Cisco havde tildelt mig et nummer og ændret min status.
Name: Ralph Olsen
Lab: San José
Date: 28-april-2008
Status: Certified
CCIE no: 20652
Endelig. Den sidste bekræftelse på at jeg havde nået målet. Selvom det var 4 timer siden jeg havde læst ordet PASS ud for min test og havde skrevet til alle at jeg havde bestået, så var det først nu det var … færdigt.
Turen fra San José til Chicago foregik i samme ”sentimentale / lykkelige / I’m on top of the world” stemning som dagen var startet med. Sad i 4 timer og hørte musik og prøvede at få hoved til at slappe af. Men tankerne og følelserne væltede bare rundt i mig. Alt det håb og glæde jeg havde gået og holdt tilbage de sidste måneder. Tankerne om alle de familietimer jeg har ofret. Alle de weekender hvor jeg har siddet alene i Axcess og spist frokost og tænkt på om det virkelig var det værd. Bedst som jeg sidder der i mine egne tanker skifter ipod’en nummer til ”R. Kelly – The World’s Greatest” soundtrack fra filmen Ali om bokseren Mohammed Ali, og jeg må indrømme det giver da et smil på læben da han når omkvædet – ”Hey I made it, I’m the worlds greatest”.
I made it. I did it. I’m finally a Cisco Certified Internetwork Expert.
Lige nu sidder jeg i flyet fra Chicago til København (ikke på business class, kun økonomi extra) og venter på at de skal slukke lyset i kabinen så jeg kan få sovet. Jeg er færdig nu, helt færdig. Kan godt mærke jeg har sovet dårligt de sidste dage. Glæder mig til at komme hjem til min egen seng og få en ordentlig normal nattesøvn, hvor man lige skal op for at give en sut i løbet af natten.
Det har været hårdt arbejde. De 8 timer man lavede opgave blev som regel fulgt af 8 timers opfølgning i tankerne. Det sidste jeg tænkte på inden jeg gik i seng var Cisco, det første jeg tænkte på når jeg vågnede igen er Cisco. De sidste måneder har været som at spurte en maraton.
Ville jeg gøre det igen? Ja, det ville jeg jo nok. Der er alligevel noget over at været med i eliten.
This is Ralph Olsen signing off. The CCIE Goal is complete.